Rabarberkage med marcipan

Som tidligere konditor har jeg et par fif i ærmet, som jeg håber at du vil nyde godt af med denne opskrift på en dejlig sommerkage. Hånden på hjertet, så vil jeg godt love dig, at du med sikkerhed ikke kun laver denne kage en gang.
Jeg er stor fan af de nemme ting, som man kan kaste sig over i et køkken, men hvis det skal være nemt, skal det altså også været godt. Og netop den her rabarberkage er virkelig enkel og meget nem at lave og bedst af alt, så smager den så englene synger.
Ingredienser
- 600 gr. friske rabarber
- 2 fine økologiske æg
- 100 gr. sukker
- 2 tsk. vaniljesukker
- 100 gr. blødt økologisk smør
- 100 gr. groftrevet marcipan
- 150 gr. økologisk mel
- 2 tsk. bagepulver
Sådan gør du…
- Tænd for ovnen på 180 grader
- Skær top og bund af rabarberne og vask dem i koldt vand
- Skær stænglerne ud, så det passer til den form, hvori du vil bage din kage
- Rør smør, vaniljesukker og sukker godt sammen
- Tilsæt marcipanen sammen med æggene, lidt efter lidt
- Bland mel og bagepulver sammen og kom det i dejen
- Kom dejen i en form med bagepapir i, eller i et smurt ildfast fad
- Pres rabarberstænglerne ned i den bløde dej (som på billederne)
- Bag kagen midt i ovnen i ca. 40-50 min. ved 180 grader (dejen skal være lysebrun)
Den rå rabarberkage før den kommes i ovnen
De næste 3 billeder er af den færdigbagte kage
Kagen smager efter min mening bedst når den lun og har kølet lidt af ,så den kan skæres i pæne stykker, men den kan også nydes kold. Den smager godt med en creme fraiche eller lidt is til.
Hvis du gerne vil bage glutenfri, har jeg før delt en lækker opskrift på min glutenfri rabarber tærte med lakrids her.
Af hele mit hjerte tak fordi du læser med 🙂 Du kan også følge bloggen via min youtubekanal eller på Instagram, Facebook og på Bloglovin. Indlæg indeholder affiliate links
Jeg har lige prøvet at lave kagen og hold nu KÆFT hvor er den go!!! Kæmpe tak for genial opskrift✨